AI441 - AI-GOP

Billedet er generet af kunstig intelligens

AI-GOP

Signaturprojektet fokuserede på en algoritme, der skulle sikre en mere ensartet og hurtigere visitation af genoptræningsforløb. Algoritmen kan understøtte hele processen, fra modtagelsen af en genoptræningsplan fra hospitalet, til visitering af borgeren så de hurtigere kan starte deres genoptræning efter indlæggelse.  

  • Aalborg Kommune
  • Rødovre Kommune

Beskrivelse af systemet

I. Hvor bruges systemet og hvad bruges det til?

Projektet var forankret i Aalborg kommune og Rødovre Kommune som ligeværdige projektdeltagere, dog med Aalborg kommune som formel ansøger og projektejer.  

Projektet havde også til formål at undersøge, hvordan tildelingen af koder for genoptræningsforløb har potentiale til at udbredes til andre kommuner, herunder afdække, hvordan løsningen kunne omsættes til en tværkommunal standardkomponent.  

II. Hvornår blev det implementeret?

Projektet løb fra primo 2022 til ultimo 2022. Aktuelt er det ikke muligt at idriftsætte løsningen pga. manglende lovhjemmel i sundhedsloven jf. Datatilsynets ’Udtalelse om behandlingsgrundlag til udvikling og drift af AI-løsning inden for sundheds- og omsorgsområdet’ af den 17.11.2023. 

III. Hvordan gør systemet brug af kunstig intelligens?

Denne algoritme understøtter hele processen fra når en genoptræningsplan modtages i kommunen fra et hospital, til borgeren er visiteret til et forløb. Dette sker ved algoritmens fire hovedfunktioner, som er følgende:  

1. Sorteringen af alle genoptræningsplaner,  

2. Tildeling af forløbskoder til genoptræningsplaner,  

3. Integration af standardoplysninger om borgeren i it-fagsystemet Cura, og  

4. Visitationsløsning, der ud fra historisk data vurderer, hvilket genoptræningsforløb den enkelte borger skal bevilges.  

Løsningen involverer en robot, der sorterer genoptræningsplaner i Cura. Den frasorterer specialiserede planer og sager for borgere under 18 år, hvorefter almene planer sendes til en AI-model. Denne model stratificerer planerne som basal eller avanceret baseret på relevante oplysninger som diagnoser og symptomer. Resultatet præsenteres i en beriget genoptræningsplan, der inkluderer nøgleord, konfidensniveauer og forklarende tekst. Robotten opretter derefter en henvendelse i Cura, udfylder nødvendige oplysninger og vedhæfter AI-outputtet. Sagen er derefter klar til sagsbehandleren, som vurderer, om der er behov for yderligere behandling. AI-GOP fungerer som et teknisk hjælpemiddel i visitationsprocessen uden at ændre den eksisterende praksis, idet det kvalificerer data og præsenterer dem på en overskuelig måde.

IV. Hvilke data er blevet brugt til at træne algoritmen?

Brugen af værktøjet baserer sig på historisk data fra tidligere genoptræningsforløb i kommunerne.  

Til udviklingen af systemet i Aalborg kommune alene indgik data fra 18.000 borgere, der tidligere har indgået i genoptræningsforløb. Disse 18.000 borgere er alle blevet informeret nærmere om projektet igennem e-boks.  

V. Hvilke sikkerhedsforanstaltninger findes der?

Kommunerne har anvendt KL’s juridiske værktøjskasse for ansvarlig AI, hvilket inkluderer konsekvensanalyser og risikovurderinger. Der er indgået kontrakter med leverandører til udvikling af AI-løsningen. Juridisk arbejde har været ressourcekrævende, især da retningslinjer fra Datatilsynet ændrede sig undervejs. Mange aktører, herunder jurister og databeskyttelsesrådgivere, har været involveret i processen.

Projektet har også fokuseret på seks etiske principper fra den nationale strategi for kunstig intelligens:

- Selvbestemmelse: Faglige kompetencer er involveret i udviklingen, med manuel kontrol af løsningens præstation.

- Værdighed: Rettigheder respekteres i algoritmeudviklingen.

- Ansvarlighed: AI giver beslutningsstøtte; den endelige vurdering træffes af autoriserede sundhedsfaglige medarbejdere.

- Forklarlighed: Der arbejdes med Explainable AI for at sikre forståelse af modelvurderinger.

- Lighed og retfærdighed: Der fokuseres på at undgå bias i data.

- Udvikling: Løsningen skal kunne skaleres til andre kommuner.

Interne diskussioner og sparring med sundhedsfaglige medarbejdere samt et Advisory Board har været centrale for at adressere etiske problemstillinger som anvendelsesområde, data-bias og konsekvenser af modelfejl.

VI. Har systemet været afprøvet gennem f.eks. pilotprojekter? Blev der identificeret konkrete (etiske, juridiske, tekniske) udfordringer? Blev disse udbedret? Hvordan?

Projektet har været afprøvet i Rødovre Kommune. Projektet er et såkaldt signaturprojekt under Staten, og er en del af en aftale i Digitaliseringspagten, hvor der i 2021 i finanslovforslaget i alt blev afsat 60 mio. kr. til offentlige såkaldte signaturprojekter.  

Dette projekt modtog 5,9 mio. kr. og løb fra primo 2022 til ultimo juli 2024. 

VII. Hvordan er begrundelsen for indføring af systemet?

I Aalborg og Rødovre kommune behandles der samlet ca. 9.000 genoptræningsplaner fra borgere der skal i genoptræningsforløb årligt, hvilket fylder ca. 3.000 timer. Indføring af dette system skulle derfor sikre en bedre udnyttelse af kommunernes kapacitet ved at bidrage til en mere ensartet og hurtigere visitation af disse forløb.